Angst

Følelsesmæssigt indebærer angst også forandringer, hvor de dominerende følelser typisk er frygt, uro, fortvivlelse og ubehag og et stærkt oplevet behov for at reducere intensiteten af disse følelser. De stærke negative følelser, som er forbundet til angst har betydning for måden, hjernen bearbejder information på. Der kan ved nogle angstlidelser opstå såkaldte ”følelsesmæssige ræsonnementer”, hvor de negative følelser opleves som bevis på, at noget frygtet vil ske. Dette er blandt andet meget udtalt ved OCD, om du kan læse om her

Kropsligt kan angst manifestere sig som hjertebanken, svimmelhed, åndenød og rysten. Angst er forbundet til forandringer i kroppens udskillelse af hormoner og visse neurotransmittere, som er de signalstoffer, hjerneceller kommunikerer ved hjælp af. Forandringer i tænkning og følelsesliv kan føre til forandringer i måden kropslige fornemmelser opleves på. Dette ses fx ved sygdomsangst og paniklidelse, der begge indebærer katastrofetanker angående kropslige funktioner.

Adfærden vil ved angst typisk være præget af to typer handlinger, som kan genfindes på tværs af langt de fleste angstlidelser. Undgåelsesadfærd er en adfærd, der er kendetegnet ved forsøg på at minimere kontakten til eller konfrontationen med særlige situationer, steder, personer, objekter eller tanker. Undgåelsesadfærden har til hensigt at nedbringe den fare, som personen oplever at befinde sig i. Sikkerhedsadfærd har samme formål som undgåelsesadfærd nemlig at genskabe en oplevelse af sikkerhed. Sikkerhedsadfærd er kendetegnet ved, at man i den frygtede situation gør noget bestemt, som reducerer den oplevelse af angst, som den pågældende situation ellers ville afstedkomme.

De forskellige psykologiske og fysiologiske tilstandsændringer, som knytter sig til angsten, indebærer en forandring af måden information bearbejdes på. Særligt ses forandringer i måden, vores opmærksomhed prioriterer og selekterer i tilgængelig information i en given situation. Lider man fx af helbredsangst, vil bekymringen for sygdom ofte føre til et forøget fokus på kropslige symptomer. Dette kan føre til, at flere tegn fra – og fornemmelser i – kroppen opfanges. Disse vil ofte blive tolket negativt i lyset af de bestemte negative tanker, som angsten aktiverer.

Evnen til at kunne opleve angst er formentlig forbundet med overlevelse. Når vi præsenteres for en stimulus, der indebærer frygt, sker ændringer i aktiviteten i bestemte af hjernens områder. Ændringerne indebærer, at nogle af hjernens
langsommere og mere præcise måder at bearbejde information på hæmmes. Til gengæld forøges aktiviteten af de områder af hjernen, der er tættere knyttet til aktivering af det sympatetiske nervesystem (Amygdala og Hypothamalus). Dette medfører udskillelse af adrenalin, som med sig fører fysiologiske ændringer, der gør organismen klar til kamp eller flugt. Hjertet slår hurtigere for at forsyne muskler og vitale organer med tilstrækkelig ilt. Puls og blodtryk stiger, åndedrættet bliver heftigere, lungernes iltkapacitet forøges, hvilket forsyner hjernen med ekstra ilt, hvorved vores opmærksomhed skærpes. Samtidig udløser adrenalinet udskillelse af glukose og fedt til blodet, der forsyner kroppen med ekstra brændstof. På denne måde er evnen til at kunne opleve frygt og angst sandsynligvis forbundet med en større overlevelseschance. Måske lykkes organismer med anlæg for disse reaktioner oftere med at overlevere deres gener til den næste generation.

Et centralt begreb, der knyttes til udviklingen af angst er begrebet betingning. Betingning beskriver en indlæringsproces, hvor bestemte situationer, genstande, steder eller sanseindtryk, hvis de optræder sammen med fx en angstreaktion over tid kan blive signaler, der trigger en angstreaktion, selvom de i sig selv er neutrale. Hvis et barn fx på et tidspunkt har været på feriekoloni og har oplevet at være ked af det og har savnet sine forældre, kan dét igen at skulle sove ude blive et signal, der fremkalder de samme følelser som første gang. Barnets krop og psyke forbinder nye sovesituationer med den negative oplevelse og udvikler en angst for generelt at sove ude. Disse følelser kan resultere i undgåelse af netop denne type situationer. Barnet vil således kun i begrænset omfang gøre sig nye erfaringer med dét at sove væk fra sine forældre. Der opstår her en sekundær indlæringsproces kaldet negativ forstærkning.

Når en angstrespons er indlært, vil udsigten til at blive konfronteret med dét, angsten drejer sig om, indebære ubehag, frygt og bekymring. Intensiteten i disse reaktioner stiger efterhånden som konfrontationen med den frygtede situation rykker nærmere. Hvis konfrontationen imidlertid afbrydes af undgåelsesadfærd, vil dette indebære et markant og hurtigt fald i angstintensiteten. Der vil her opstå en ny indlært respons, hvor dét at forlade eller undgå den frygtede situation kædes sammen med fravær af angst. På denne måde ender mennesker med angst ofte i en ond spiral. De forventer at noget slemt vil ske, og bekræftes løbende i, at dét at undgå bestemte situationer kan holde frygten i ave. Ofte vil der til den onde spiral også høre bestemte tanker og forestillinger om, hvad der vil ske, hvis man vedbliver med at være i den frygtede situation.

Personen får pga. undgåelsen kun ganske få nye erfaringer med den pågældende situation og med egen håndteringsevne. Antagelser om høj risiko, høj forfærdelighedsgrad og manglende mestringsevner kan derfor opretholdes over tid.