Psykolog
Sara Fleischer
LGBT+-psykolog med speciale i neurodivergens, angstlidelser og spiseforstyrrelser
Jeg er uddannet psykolog med afgang fra Københavns Universitet i 2020. I 2023 blev jeg autoriseret af Psykolognævnet, og jeg er i gang med at uddanne mig til specialist i psykopatologi. Som psykolog har jeg bred erfaring, idet jeg har været beskæftiget indenfor børne- og voksenområdet på tværs af sektorer med ansættelser i pædagogisk-psykologisk rådgivning, børne- og ungdomspsykiatrien, i jobcenterregi og i det private. Aktuelt er jeg ansat ved Hejmdal Privathospital, hvor jeg varetager udredning og udfører psykoterapi med personer over 18 år. Derudover er jeg konsulent i Nordsjællands Psykologhus og privatpraktiserende psykolog i klinikken Huset for Køn, Krop og Seksualitet på Nørrebro: Schleppegrellsgade 4, kld. 2200 København. Der kan bookes tider fredage efter kl. 15.00 og i weekenden. OBS. Fra 1. november 2025: mandage, tirsdage og onsdag fra kl. 08.00-18.00.
Som psykolog forsøger jeg at skabe en autentisk og tillidsfuld kontakt gennem en afvæbnende og uhøjtidelig stil. Jeg kan være direktiv og tilstræber at skabe tydelig rammesætning af rummet. Samtidig lægger jeg vægt på åben kommunikation om for eksempel formålet med terapien og eventuelle oplevede brud i samarbejdet, da det er min erfaring, at transparens skaber tryghed.
Jeg er metodisk funderet indenfor det kognitive paradigme. Det betyder, at jeg arbejder ud fra en her og nu-orienteret tilgang, hvor jeg er optaget af at afdække uhensigtsmæssige, vedligeholdende mønstre og hjælpe til at skabe konkrete adfærdsændringer. I terapien forsøger jeg at opretholde struktur og understøtte indsigter med visualisering gennem tavlearbejde og hjemmeøvelser mellem sessioner.
Der er mulighed for at få tilskud på op til 450 kr. fra Sygeforsikring Danmark eller bruge dækning fra private sundhedsforsikringer såsom Danica Pension, Topdanmark m.fl. Jeg tager ikke imod henvisninger fra egen læge.
Undersøgelser og testning
- Udredning for ADHD og autisme hos børn, unge og voksne
- Kognitive tests af voksne (WAIS-IV), børn og unge (WISC-V)
- Neuropsykologiske undersøgelser
- Børnepsykologiske undersøgelser
- Tilknytningsundersøgelser
- Forældrekompetenceundersøgelser
Psykoterapi
- Selvforståelsesforløb for målgruppen sendiagnosticerede voksne med ADHD og autisme med fokus på psykoedukation og hverdagsmestring
- Individuelle forløb for LGBT+-personer med udgangspunkt i en normkritisk tilgang
- Forløb målrettet spiseforstyrrelser (anoreksi, bulimi eller binge eating disorder) som individuel eller sameksisterende problematik
- Forløb målrettet angstproblematikker (enkelfobier, social angst, generaliseret angst) og OCD ud fra en kognitiv-adfærdsterapeutisk tilgang og eksponeringsprincipper

Kontakt os for en samtale
Ønsker du at opstarte et samtaleforløb eller bestille en undersøgelse hos en psykolog ved Nordsjællands Psykologhus? Du kan skrive til os ved at bruge kontaktformularen.

