Lavt selvværd

De fleste små børn menes at have et trygt tilknytningsmønster. Med ”trygt” menes et tilknytningsmønster som indebærer, at barnet synes at have internaliseret en grundlæggende fornemmelse af, at dets omsorgsperson(typisk forældren) er til stede og vil hjælpe og beskytte barnet, hvis det får brug for det. I tilknytningsteorien opereres desuden med 2 typer af utrygge tilknytningsmønstre, samt et tredje, der synes mindre systematisk og integreret end de andre og derfor benævnes desorganiseret.

Underoverskrift: Utrygge tilknytningsmønstre

De to utrygge tilknytningsmønstre kaldes hhv. ambivalent og undgående. Børn med et ambivalent tilknytningsmønster synes at reagere meget stærkt på adskillelse fra deres omsorgsperson. Når forældren vender tilbage, synes barnet stadig meget påvirket og ude af stand til at profitere af at omsorgspersonen nu er til stede igen. Barnet ses forblive i forhøjet alarmberedskab og synes primært optaget af at sikre sig, at omsorgspersonen ikke forsvinder igen. Børn med et undgående tilknytningsmønster viser kun få følelser ved adskillelse fra deres omsorgsperson og virker ved genforeningen afvisende og uinteresserede i omsorgspersonen. Måler man på fysiske markører på stress er disse børn dog lige så påvirkede som den ambivalente gruppe, de viser det bare ikke.

Lavt selvværd kædes ofte sammen med utryg/ambivalent tilknytning. Det skønnes at ca. 15 % af små børn i Danmark er utrygt-ambivalent tilknyttede. Tilknytning er et komplekst begreb, der er bundet op på interaktionen mellem barn og omsorgsperson. Det kan derfor være svært at afgøre, hvad der præcis forårsager, at et barn bliver utrygt-ambivalent tilknyttet. Fra forskning i voksnes tilknytningsmønstre skønnes det, at der er ca. 70% sandsynlighed for at videregive det tilknytningsmønster til egne børn, som man selv er vokset op med. En vægtig faktor i udviklingen af tilknytningsmønster er således, hvilket mønster ens omsorgsperson selv har. Specifikt ift. utryg-ambivalent tilknytning er der formentlig desuden tale om træk hos barnet, der gør det vanskeligt for forældren at dække barnets omsorgsbehov.

Underoverskrift: Onde spiraler ved utryg-ambivalent tilknytning

Der kan ved utryg-ambivalent tilknytning opstå onde spiraler, hvor forældren forsøger at imødekomme barnets behov, men ikke lykkes. Dette kan give barnet en oplevelse af at være overladt til sig selv. Visse børn vil her internalisere en erfaring af omsorgspersonen som ude af stand til at imødekomme barnets følelsesmæssige behov. Mennesker med disse erfaringer kan få vanskeligt ved at udvise tillid i relationer og vil have tendens til at frygte, at følelsesmæssigt betydningsfulde relationer er skrøbelige og nok vil forsvinde igen.

Det skønnes, at der i Danmark er mellem 15 og 20 % af mindre børn, der utrygt-undgående tilknyttede. Disse børn vil i samspillet udvise utydelige tegn på at have behov for omsorg. Dette kan af forældren blive fortolket som et manglende behov for omsorg. Dette er imidlertid forkert og barnet kan ligesom i det utrygge-ambivalente tilfælde konkludere, at omsorgspersonen ikke interesserer sig for dets indre liv og følelsesmæssige behov. Som regel vil dette for de utrygt-undgående føre til færre forsøg fra at få dækket behov fra omgivelserne. Der vil her kunne opstå en udvikling, hvor barnets indre liv og mentale tilstande bliver fremmede for det selv – fordi der firkantet sagt ikke er nogen i omgivelserne, der forsøger at genkende dem. Der er kan være en tendens til at børn med disse opvæksterfaringer vokser op og bliver voksne med et noget uudfoldet forhold til følelser og fornemmelse af egne behov, værdier og intentioner, hvilket kan ses som et udtryk for lavt selvværd.