Evidensbaseret psykologisk behandling og undersøgelse i Nordsjælland udført af autoriserede psykologer

Social angst og socialfobi

Socialfobi eller social angst er en lidelse, kendetegnet ved angst i samværet med andre mennesker. Angsten opstår typisk i den direkte interaktion med andre, men kan også opstå ved den blotte tilstedeværelse med andre mennesker.

Social angst og socialfobi

Socialfobi eller social angst er en lidelse, kendetegnet ved angst i samværet med andre mennesker. Angsten opstår typisk i den direkte interaktion med andre, men kan også opstå ved den blotte tilstedeværelse med andre mennesker. Personen oplever typisk nervøsitet og angst for at blive genstand for andres opmærksomhed, opføre sig pinligt eller blive kritisk vurderet. Socialfobi kan komme meget forskelligt til udtryk og være foranlediget af mange forskelligartede situationer. Ofte kan personens egne kropslige reaktioner, fx hjertebanken, sveden eller rysten blive et individuelt signal om kontroltab, der intensiverer angsten. I Sundhedsstyrelsens nationale kliniske retningslinjer for behandling af socialfobi anbefales kognitiv adfærdsterapi som behandlingsmæssigt førstevalg. Vi har i Nordsjællands psykologhus specialiseret os i kognitiv adfærdsterapeutisk behandling af socialfobi og andre angstlidelser. Læs mere herunder eller kontakt os for en konsultation.

Priser

1200 kr.

Normal samtale

konsultation af 50 min.

    4 parametre i social angst

    1.

    Situationsudløste socialfobiske reaktioner, der kommer til udtryk som social angst. Det kan være situationer, hvor man skal præstere (en eksamen, jobsamtale, oplæg etc.), struktureret samvær (fx et møde eller i en skoleklasse) eller uformelt samvær (fx et tilfældigt møde med en bekendt person i offentligheden, en date osv.).

    2.

    Personen retter sin opmærksomhed mod egne kropslige reaktioner, præstationsevne og/eller selvet, der bliver genstand for angsten.

    3.

    En eller flere situationer aktiverer angsten. Der kan i praksis være stor forskel på, hvordan social angst udmønter sig. En erhvervsmand eller politiker kan fx opleve angst, når han eller hun skal tale foran overordnede, men fungerer i øvrigt upåfaldende, mens en anden reagerer med angst og undgåelse til både i forbindelse med oplæg, familiefester og møder.

    4.

    Der er stor forskel på graden af funktionsnedsættelse. Nogle mennesker med socialfobi har kun gener i helt specifikke situationer, mens andre oplever funktionsnedsættelser over en bred vifte af kontekster og kan have problemer med at gennemføre uddannelse, varetage et arbejde og overhovedet fungere sammen med andre mennesker.

    Kontakt os for en samtale

    Ønsker du at bestille tid til en samtale om social angst eller socialfobi hos dig selv eller én, der er tæt på dig? Du kan bruge kontaktformularen her på siden eller sende os en mail på an@nordsjaellandspsykologhus.dk

    Du kan også ringe til os på tlf. 4030 0522

      Hvad er socialfobi?

      Socialfobi og -angst dækker over en række meget forskelligartede tilstande. Ofte ses lidelsen debutere i teenageårene, hvor andre angsttilstande evt. er gået forud. At lidelsen ofte ses opstå i teenageårene skyldes formentlig, at identitet udgør en udviklingsopgave i denne livsperiode. Børn vil fra 11-13-årsalderen således i stigende grad orientere sig mod deres jævnaldrende og henter heri megen af den feedback, der giver dem en fornemmelse af, hvem de selv er, og hvad de står for. Man kan dermed sige, at spørgsmålet om identitet kommer på spil i teenageårene, hvorfor det ikke er overraskende, at angsten får et socialt tilsnit i denne periode. Det skønnes, at ca. 7-8 % procent af mennesker til enhver tid lider af socialfobi, og at livstidsforekomsten er mellem 12 og 14 %. Det kan i praksis være svært at afgrænse socialfobi og tallene kan derfor være behæftet med usikkerhed. Dette skyldes dels, at et vist niveau af social angst kan være både adaptivt og udtryk for en normal psykologisk udvikling, dels at en række andre lidelser også indebærer social angst.

      Symptomer på socialfobi

      Angst i sociale situationer (fx. fællesspisning, ved tale i forsamlinger, når man møder mennesker, man kender i offentligheden eller i mindre gruppesituationer, som fx. skoleklasser, fester etc.). Angsten indebærer:

      Intens frygt

      Intens frygt for at være genstand for andres opmærksomhed eller frygt for at opføre sig pinligt eller at blive offentligt ydmyget.

      Tydelig undgåelse

      Tydelig undgåelse af at være genstand for andres opmærksomhed eller undgåelse af situationer, hvor man frygter at kunne opføre sig pinligt eller blive ydmyget.

      Rødmen

      Frygt for opkastning

      Frygt for at kaste op imens man er fokus for andres opmærksomhed

      Toilettet

      Oplevelse af, at man skal på toilettet, når der er fokus på én eller frygt for, at man mister kontrol over blære og tarm.

      Social angst og socialfobi – hvad er forskellen?

      Ofte bruges udtrykkene social angst og social fobi i flæng. Socialfobi er navnet på en diagnose i WHO’s diagnosesystem, mens social angst både kan referere til denne diagnose og til en mere almen menneskelig oplevelse. De fleste mennesker vil på et tidspunkt i deres liv opleve social angst som en forbigående tilstand knyttet til en konkret situation. Vores evne til at opleve socialt betinget angst er formentligt evolutionært begrundet i det, at et tilhørsforhold til gruppen eller stammen formentlig har været centralt for mennesker i hele vores arts udviklingshistorie. At vi er i stand til at opleve intens angst i sociale relationer, kan således være udtryk for, at disse relationer udviklingshistorisk, og stadigvæk, spiller en central rolle i vores liv. Mennesker er med andre ord sociale væsner, som kan opleve angst, hvis vores tilhørsforhold til en eller flere grupper opleves truet. Social angst er desuden et symptom ved en række andre psykologiske lidelser: andre angstilstande, affektive lidelser, misbrug, udviklingsforstyrrelser, visse personlighedsforstyrrelser, skizotypi og skizofreni.

      En kognitiv model for socialfobi og social angst

      Socialfobi og social angst indebærer et negativt selvfokus. Typisk vil personen opleve, at fysiske symptomer på angst er meget tydelige for andre. Når han eller hun mærker fx begyndende sveden, rysten, hjertebanken eller sitren i stemmen, som er trivielle reaktioner på mild ængstelse, vil det aktivere negativ automatisk tænkning fx ”Han kan se, jeg ryster” eller ”det er tydeligt for enhver, at jeg gør det dårligt”. Disse umiddelbare tanker vil som regel vise hen til mere grundlæggende antagelser, såkaldte leveregler, der igen har endnu mere grundlæggende forestillinger, såkaldte skemaer, som præmisser. Personens forvrængede selvfokus vil præges af disse antagelser, og der vil her opstå et såkaldt bias, hvor personen i og efter den angstfremkaldende situation hæfter sig ved de observationer og oplevelser, som underbygger hans eller hendes antagelser om ikke at kunne skjule sin nervøsitet, ikke kunne præstere eller ikke være god nok. Dette medfører, at de pågældende situationer, vil fremstå yderst negative og truende for personen, der kan begynde at frygte dem på forhånd og have tendens til undgåelse. Herved forstærkes og vedligeholdes angsten og flere og flere sociale situationer kan desuden blive forbundet med angst.

      Behandling af social angst

      Kognitiv adfærdsterapi viser gode resultater i behandlingen af socialfobi. Behandler hviler på to ben, ét med fokus på forvrænget og negativ tænkning og ét der adresserer undgåelsesadfærd og giver mulighed for opbygning af konkrete korrigerende erfaringer. Før hver af disse komponenter præsenteres bør klienten altid socialiseres til den kognitive forståelse af socialfobi gennem såkaldt psykoedukation.

      Psykoedukation

      Som ved andre angstlidelser indtager psykoedukation en central plads i starten af behandlingen. Her præsenteres klienten typisk for en kognitiv model af hvad der sker før – under og efter en socialfobisk angstreaktion og bliver på denne måde opmærksom på nogle af sine egne forvrængede opfattelser.

      Kognitiv omstrukturering

      Idet det negative selvfokus og negative antagelser om en selv fylder så meget i socialfobi, indtager kognitiv omstrukturering en central plads i behandlingen. Kognitiv omstrukturering er en fællesbetegnelse for en række metoder, der skal udfordre og korrigere klientens forvrængede selvopfattelse.

      Adfærdseksperimenter og eksponering

      Den anden centrale komponent i behandlingen er adfærdsmodifikationer, der kan tage to forskellige former: eksponering og adfærdseksperimenter undersøges validiteten af en tanke.

      Læs mere

      Har jeg social angst?

      Social angst og socialfobi kan være meget hæmmende for ens livsførelse og livskvalitet. For at kvalificere til diagnosen socialfobi skal man foruden de specifikke symptomer ovenfor også have mindst 2 agorafobi-symptomer. Du kan læse om symptomerne for agorafobi her til højre.

      Ønsker du at bestille tid til en samtale om social angst eller socialfobi hos dig selv eller en, der står dig nær? Du kan bruge vores kontaktformular eller sende os en mail på an@nordsjaellandspsykologhus.dk Du kan også ringe til os på tlf. 4030 0522

      Du bør søge behandling for social angst, hvis du har mindst to af følgende agorafobisymptomer foruden generelle symptomer på socialfobi:

        • Hjertebanken og/eller forhøjet hjerterytme
        • Overdreven sveden
        • Skælven eller rysten
        • Tør mund (der ikke kan tilskrives medicin eller dehydrering)
        • Vanskeligheder med at trække vejret
        • Kvælningsfornemmelse
        • Brystsmerter eller ubehag
        • Kvalme eller ubehag i maven
        • Svimmelhed og/eller fornemmelse af at være uligevægtig
        • Derealisation eller depersonificering
        • Frygt for at miste kontrollen, blive skør eller besvime
        • Dødsangst
        • Følelsesløshed eller kildrende fornemmelser
        • Hedeture eller kuldegysninger