Når man træder ind i en sammenbragt familie som bonusforælder kan det være forbundet med håb, positive forventninger og kærlighed. Men det kan i ligeså høj grad være forbundet med indre konflikter, usikkerhed og dårlig samvittighed. Ligeså kompliceret bonusforældreskabet kan være, ligeså givende og værdifuldt er det også, da man kan agere en ekstra ressource i familien. Netop fordi man befinder sig i en position med så stort et potentiale, kan rollen som bonusforælder føles som at stå i et krydsfelt af modsatrettede krav; både i forhold til egne følelser, partnerens ønsker, barnets behov og samfundets forestillinger om, hvordan en familie ”bør” være og se ud.
Det er et vilkår i mange sammenbragte familier, at relationerne kræver tid og skal bygges op langsomt. Det kan give anledning til tvivl og spørgsmål som:
- Er det okay, at jeg ikke føler mig forbundet til barnet – endnu?
- Må jeg godt føle mig træt, uden at det betyder jeg ikke vil være en del af familien?
- Hvad hvis jeg føler mig som en gæst i mit eget hjem?
- Hvad gør jeg, når jeg føler, at jeg ikke har ret til at sige noget?
- Kan jeg være en vigtig voksen, selv hvis barnet ikke knytter sig til mig?
- Er det egoistisk at længes efter tosomheden?
Spørgsmål som disse er tegn på, at du mærker efter og forsøger at finde din plads i noget, der er komplekst. I sammenbragte familier findes der ikke én rigtig måde at være bonusforælder på. Den rigtige måde er den, der giver mening for dig og jer som familie. Det vigtige er at bibeholde tålmodigheden og acceptere, at processen kan være svær. Det er helt normalt, at det sammenbragte familieliv ikke falder på plads flydende og naturligt.
Det usynlige følelsesarbejde
For mange bonusforældre fylder det følelsesmæssige arbejde enormt meget. Dette selvom der faktisk sjældent bliver sat ord på det. Det kan omhandle det stille slid med at forsøge at nærme sig et barn, der holder afstand til én. Eller det at bære på modsatrettede følelser af både omsorg og irritation, og uden at have nogen klar ide om, hvor disse følelser mon skal lande. Det kan også omhandle følelsen af at træde ind i et hjem, hvor man er omgivet af minder, rutiner og fortællinger fra et liv, man ikke har været en del af. Eller oplevelsen af at stå på sidelinjen, mens ens partner udlever sit forældreskab, uden man selv kan påtage sig denne rolle. Samtidigt mærker mange et pres i forhold til at skulle gøre og føle det ”rigtige”. Eksempelvis at være rummelig, kærlig og engageret, også på de dage, hvor man føler sig træt, drænet og usikker. Denne afstand mellem det man føler indeni, og det man tror man skal være udadtil kan lede til skyldfølelser. Følelser som bonusforældre ofte går alene med.
Skyld og tvivl som vilkår
Skyldfølelse og dårlig samvittighed er ofte et tegn på, at man gerne vil gøre det så godt, som man kan, men at man oplever, at man ikke rigtigt slår til. Skyldfølelsen vokser ofte frem, når de forventninger, man har til sig selv, støder sammen med den faktiske virkelighed. I sammenbragte familier er virkeligheden sjældent simpel.
I sammenbragte familier findes der ikke et endegyldigt svar på, hvordan relationerne skal se ud. Nogle bonusforældre får en tæt, næsten forældreagtig relation til barnet. Andre får et mere venskabeligt eller parallelt forhold. Nogle får noget helt tredje. En sammenbragt familie er helt unik og har ofte andre kvaliteter end kernefamilien, som ellers for mange er drømmen og idealet. Men det er lige netop idealet om kernefamilien, der kan komme til at stå i vejen for, at det sammenbragte familieliv kan lykkes. Der er noget andet på spil i den sammenbragte familie, og dette ’andet’ er ligeså vigtigt og har en ligeså høj værdi.
Kompleksiteten i sammenbragte familier
Sammenbragte familier adskiller sig fra den klassiske kernefamilie ved, at der ofte er flere relationelle bånd der skal balanceres; mellem barnet og dets biologiske forældre, mellem partneren og eks-partneren, mellem gamle og nye vaner og i forhold til hjemmet og gældende værdier.
Som bonusforælder står man ofte midt i det hele, men uden den samme følelsesmæssige ballast og erfaring med familiens mønstre. Det gør rollen skrøbelig, og eventuelle tvivlsfølelser stærke.
Det er væsentligt at forstå, at du som bonusforælderen ikke er kilden til udfordringerne. Det handler om de komplicerede strukturer, skrøbelige relationer og naturlige spændinger, som følger med sammenbragte familier. Dog kan det være en hjælp for mange at søge støtte og samtaler med en professionel for at finde vej i kompleksiteten. Det kan både være alene eller som par.
Du må gerne være i proces
Der findes mange måder at være bonusforælder på. Relationerne skal have lov at tage form over tid, og det samme vil din rolle gøre. At være en del af en sammenbragt familie kan være rigt og kærligt, men også sårbart og krævende. Derfor må du godt have brug for støtte undervejs. Det er menneskeligt at blive berørt og usikker, når man forsøger at finde sin plads i komplekse omstændigheder.
Hvis du, eller dig og din partner, har brug for et trygt rum at dele tanker og følelser, så er du/I velkommen hos os i Nordsjællands Psykologhus. Du kan kontakte os her.