Ensomhed blandt unge er et stigende samfundsproblem, som mange kan have svært ved at sætte ord på. I en befolkningsundersøgelse udarbejdet af Epinion for Mary Fonden fremgik det, at 17% af de 16-24-årige i dag føler sig svært ensomme. For mange af de unge oplevede de ensomhed uanset om de var alene eller sammen med andre. Det understreger, at ensomhed ikke nødvendigvis handler om at være fysisk alene, men derimod om en indre følelse af manglende forbundethed.
Ensomhedens psykologiske og sociale dynamikker
Ensomhed skal forstås som en subjektiv oplevelse af social isolation og mangel på meningsfulde relationer, og altså ikke blot som fysisk ensomhed. For unge kan denne tilstand udspringe af komplekse livsforandringer såsom overgangen til voksenlivet, øgede præstationskrav på uddannelse og arbejde, samt socialt pres forstærket gennem digitale platforme.
Sociale medier spiller en paradoksal rolle: De kan både muliggøre kontakt, men kan også forstærke følelsen af at være udenfor, hvis man sammenligner sig med andres tilsyneladende aktive sociale liv eller når de digitale relationer ikke opfylder behovet for nærvær og følelsesmæssig støtte. Denne oplevelse kan føre til nedsat selvværd, angst og depression.
Konsekvenser af ensomhed hos unge
Langvarig ensomhed udgør en risikofaktor for udviklingen af psykiske lidelser som depression og angst. Dette da følelsen af social isolation kan forstærke negative tanke- og følelsesmønstre hos unge. Personer, der oplever svær og vedvarende ensomhed i ungdomsårene, udviser ofte nedsat social funktion og en øget sårbarhed over for stress. Det kan føre til vanskeligheder med at skabe og vedligeholde relationer, hvilket yderligere kan fastholde dem i ensomheden. Samtidig viser forskning, at ensomhed har betydelige fysiologiske effekter, eksempelvis på kroppens stressrespons og søvnkvalitet. Begge er vigtige faktorer for både mental og fysisk sundhed. Ensomhed er således ikke blot et socialt eller emotionelt problem. Det er en kompleks psykologisk tilstand med vidtrækkende konsekvenser for unges trivsel.

Strategier til at håndtere og bryde ensomhed
- Psykologisk støtte: Professionel hjælp kan give redskaber til at forstå ensomhedens baggrund og lære nye sociale færdigheder.
- Styrkelse af sociale netværk: Aktiv deltagelse i sociale og kulturelle fællesskaber kan skabe tilhørsforhold og øge følelsen af samhørighed.
- Bevidsthed om digitale vaner: En kritisk tilgang til sociale medier kan reducere sammenligning og fremme autentiske relationer.
- Selvomsorg: Regelmæssig motion, god søvn og sund kost er fundamentale elementer for både fysisk og mental robusthed.
Hvorfor søge hjælp hos en psykolog?
At opsøge psykologisk hjælp er et udtryk for selvomsorg og styrke. En psykolog tilbyder et fortroligt rum, hvor du kan udforske dine følelser, udfordre negative tankemønstre og opbygge nye mestringsstrategier. Især for unge, der føler sig fanget i ensomheden, kan denne støtte være afgørende for at genfinde håb og trivsel. Det kræver mod at række ud, når man føler sig ensom, men du er ikke alene, og der findes støtte.
Hvis du eller en ung i dit netværk oplever ensomhed, er vi i Nordsjællands Psykologhus her for at hjælpe. Du er meget velkommen til at kontakte os her.


